torsdag den 24. oktober 2013

Min familie i Kina på besøg d. 12.-25. Oktober


22/10-13

I dag startede vi dagen ud med at tage ud på noget, der minder om culture street i Tianjin, nogle rigtig fine og meget kinesiske gader i Chengdu. Der var mad, boder, restauranter, smukker, glas, jade, folk fik renset ører på gaden og en masse andet sjovt. Det var utroligt flot at se, nogle af de flotteste kinesiske streets indtil nu og vi fik købt en masse flotte ting – bl.a. 1000 pandating og to flotte tørklæder, som jeg kan bruge til den kinesiske vinter. Derefter tog vi på noget, der skulle være en kopi af Beijings silkemarked, men det var et stort flop, så vi tog hjem på hotelværelset for at spille kort i stedet. Til aftensmad vandrede vi næsten byen tynd og til sidst fandt vi den bedste kinesiske restaurant, jeg endnu har været på! Trods sprogbarrieren lykkedes det os, at få bestilt noget rigtig godt mad. Man kunne bl.a. bestille skarabæer, skildpadder, abehjerne, ko-nosser og andet sjovt, men vi fik så en kæmpe kølle af noget ”zou-rou” – ko-kød og noget rigtig lækker ”wú-rou” – and og så den obligatoriske skål ris. Da vi nåede hjem om aftenen skulle vi pakke, for vi skulle tidligt op og med flyet videre næste morgen – jeg til Beijing og dem til Hong Kong – jeg ville ønske, jeg kunne have kommet med til Hong Kong, men det ville de strenge visum-regler i Kina ikke lade mig, så det må blive på rundturen i februar, at jeg slår et smut dér forbi.

Næste morgen skulle vi sige på gensyn i lufthavnen, men denne gang var det ikke bare for 6 uger, men endnu 6 måneder. Jeg tror, det har været rart for min familie at opleve, at jeg godt kan finde ud af at stå på egne ben i Kinas land, og nu når de selv har oplevet det, kan det være, de har fået lidt mere indsigt og ro omkring mit liv i Kina J Det bliver hårdt at undvære dem så længe, men den oplevelse jeg befinder mig i lige for tiden, er ikke en jeg vil rejse fra lige foreløbig.

Da jeg kom hjem til Tianjin dagen efter tog jeg med Pall til skrædder - det var sjovt, og han kunne i hvert fald ikke snakke engelsk! 

Her er lidt billeder fra min dag: 



rottehoveder!


kineser, der får renset ører på gaden





Pall til skrædder

Min familie i Kina på besøg d. 12.-25. Oktober


21/10-13

I dag skulle vi ud på et sted, hvor de avler og tager sig af pandaer. Vi blev hentet af guiden om morgenen og så kørte vi mod reservatet. Mor, Sofie, Mathias, Mormor og jeg havde betalt for at komme ind og være dyrepassere for pandaerne, morfar og far ville hellere blive ude og kigge. Vi havde en engelsk dyrepasser, der hjalp os. Vi skulle starte med at skrive under på et papir, hvor der stod nogle erklæringer bl.a. omkring, at man ikke vil larme for meget og man vil behandle dyrene godt osv. og så fik vi lov til at hilse på og snakke med pandaerne og så skulle vi skære æbler, da det var fodringstid. Æblerne skulle gives på den måde, at de skulle sættes på en pind og så skulle vi køre pinden op og ned og få pandaen til at rejse og sætte sig, så den kunne træne sine benmuskler, for dem får den ikke trænet selv, da de er forholdsvis dovne dyr. Desuden fortalte dyrepasseren os, at de spiser omkring 30 kg bambus om dagen! Og en nyfødt pandaunge er mindst en halv hånd og vejer 50 g og højst en hel hånd og vejer 100 g.  

Det var rigtig hyggeligt at fodre pandaerne, og de ville så gerne hen og hilse på og lege med os, men vi måtte ikke komme for tæt på, for dyrepasseren sagde, at de ikke kender deres egen styrke og kan nemt komme til at klemme et menneske for meget, hvis den uddeler bjørnekram. Da vi var færdige med at fodre dem, skulle burene gøres rene – her meldte mormor og en ældre amerikansk kvinde sig, hvor vi andre så blev uden for buret og lorte-rækkevidde! For som dyrepasseren sagde, pandaer har ikke den mest indholdsrige dag: de sover, spiser og skider. Vi så også pandaunger og røde pandaer – så søde!

Da vi kom hjem fra pandareservatet gik vi en tur hen til et Tao-tempel, som var rigtig smukt og lidt noget andet end de buddhistiske templer, og derefter gik vi en tur gennem templet, ned igennem en park og ned til nogle gamle kinesiske gader med smukke lamper, operaer og udsmykkede huse og butikker.

Her er lidt billeder fra min dag: 















røde pandaer




på tur i parken




Tao-tempel



I de kinesiske gader


I Chengdu centrum


Min familie i Kina på besøg d. 12.-25. Oktober


20/10-13 

Søndag nat skulle jeg op kl. halv 3 og køre mod busstationen i Tianjin for at komme med en bus til lufthavnen i Beijing. Det var en længere tur i taxa, da han ikke troede på, at der var nogle busser, der kørte om natten – der var heldigvis en bus kl. 4, som jeg var blevet lovet! Mette og Sebastian var så søde at følge mig til busstationen midt om natten, så jeg ikke skulle stå der selv – det var dejligt. Jeg kom til Beijing ved halv 7-tiden og tjekkede ind mod Chengdu, hvor jeg landede ved 12-tiden og kørte ud til hotellet, hvor jeg mødtes med min familie endnu en gang, som var kommet med tog fra Xi’an. Den første dag i Chengdu lavede vi ikke så meget, vi var rundt og kigge i nærområdet og inde i byen, men ellers var vi også trætte oven på de to lange ture og vi skulle være friske til at komme ud og hilse på pandaer dagen efter.

Noget bemærkelsesværdigt er, at de i Chengdu INTET engelsk snakker overhovedet – hverken på restauranter, hoteller eller andet, deres fingertegn er ikke de samme, som dem vi bruger i Tianjin og deres accent er anderledes, så sprogbarrieren bliver endnu større, men jeg får da trænet mit kinesiske!

min "VIP"-bus på vej til Beijing


Udsigten fra hotelværelset i Chengdu

17-18-19/10-13


17-18-19/10-13

Den 17. Holdt vi fødselsdag for Aimee i klassen, det er en større fest og vi sang både engelsk og kinesisk fødselsdagssang. Der kom kæmpe kage, kronen blev plantet på den nyligt 4-årige piges hoved, der blev ønsket og pustet lys ud. Sebastian og Mads var nede og kigge i klassen i dag og selvfølgelig skulle de have et kæmpe stykke Kina-kage med og være med til børnefødselsdag.

Den 18. var jeg med hele intermediate-årgangen på tur til toilet-/vandmuseum. De er altid så hyggelige at være sammen med, for de er så interesserede i alt der bliver vist of fortalt dem, og så er de så glade for at komme ud og være aktive i undervisningen i stedet for den almindelige undervisning. Der var kinesisk guide på, og børnene fik leget med en masse vand-ting og set film. Jeg lærte også mine lærere at sige ”du er for lækker” – det lød SÅ sjovt!!

Den 19. Gik vi i parken og spiste frokost. Vi hentede noget mad i kantinen og tog det med i parken. Parkerne bliver brugt til mange forskellige ting herovre, der var bl.a. adskillige bryllupsbillede-arrangementer rundt omkring i parken og brudene kom med deres kæmpe kjoler og makeup-team vandrende gennem parken mens vi sad og spiste nudler. På vej hjem havde vi siddet og snakket om, om Mathilde ikke skulle klippes korthåret – så hun fik klippet en rigtig fin page på vej hjem for den nette sum af 39 yuan – det blev rigtig fint! Om aftenen tog nogle af os i biografen og så en kinesisk action-film – der var rigtig mange slåsse-scener, men den var helt fin og der var engelske undertekster!

Her er der lidt billeder fra mine dage: