lørdag den 21. december 2013

Tur til Shanghai 12.-15. december


Tur til Shanghai d. 12.-15. December

Vi havde en måneds tid nu planlagt en tur til Shanghai, hvor Sunny havde hjulpet os med at finde nogle flybilletter her midt i december. Her er jo ikke lige så meget juleræs herovre, som vi normalt ser i Danmark – skønt kineserne så gerne vil være med på julemoden, at det nogle gange bliver lidt over the top. Shanghai var ingen undtagelse her, de var skam også kommet i julestemning og hele byen var pyntet op, hvilket var hyggeligt nok og ganske sjovt at se, nu når vi ikke kan få lov at få den danske travle julestemning med, andet end den vi selv laver i lejligheden. Vi var 9, der tog turen til Shanghai meget tidlig morgen om torsdagen, for så havde vi en hel dag at gøre godt med, når vi kom derned, og når man skal se Shanghai på en forlænget weekend, har man brug for al den tid, man kan få! Der var nogle andre, der blev hjemme og tog en turist-tur til Beijing for at se nogle attraktioner der i stedet. Torsdag efter vi landede, tog vi på vores hotel og stillede taskerne – vi fandt lige pludselig ud af, at man næsten ikke kunne bo mere centralt end vi gjorde – på hovedgaden Nanjing Rd (Lu), så det var bare perfekt og kort metroafstand til alting, som også er transportmetoden i Shanghai og ikke kun i Beijing, som også har forfærdelig trafik. Allerede da vi steg ud af metroen var vi alle smaskforelskede i Shanghai – stemningen var fantastisk, for selvom det var en storby og en mere vestlig og nyere en af slagsen, i hvert fald hvis man sammenligner den med Beijing, så var folk stille og rolige og tempoet var skruet ned selvom det var en storby – og så var alle neonskiltene og de høje bygninger også helt til at få sus over! Vi startede med at tage til den gamle bydel, som lå lige ud fra Nanjing Rd, hvor vi besøgte Yuyuan Garden, et gammelt tehus og Bygudens tempel. Den gamle bydel var meget smuk og vedligeholdt, hvilket var dejligt at se. Også her kunne man opleve, hvordan folk nød hinanden og den kinesiske arkitektur, som omkransede os. Yuyuan Garden var utrolig smuk og ovenud kinesisk, alt hvad vi beder om i en kinesisk have og Bygudens tempel var der ikke ret meget ved,  så vi legede rundt med røgelsespindene i stedet.

Da det var ved at blive aften, valgte vi at gå ned til ”The Bund”, hvor man først kunne se Shanghai skyline, hvor mørket var ved at falde på og så inden der var gået et kvarter, så var der helt mørkt og der valgte vi at søge ned mod bådene og købe en billet til en tur på den flotte flod oplyst af de milliarder af lamper og højhuse. Det var en utrolig smuk tur og man blev helt storslået og forbløffet over de mange lys og høje bygninger, men vi havde en rigtig fin tur, hvor der blev taget en hel masse billeder! Derefter var vi også godt brugt op for den dag, så vi tog hjem på hotellet for at være friske til en ny og oplevelsesrig dag.   

Den 13. – fredag den 13.!!! Blev vi splittet op i to grupper – Mads, Páll, Mette, Christiane, Lise og jeg tog til Hangzhou, som er en ”lille” provinsby, der ligger en times tid med tog væk derfra og Mette, Mathilde og Sebastian tog til en anden ”lille” provinsby der hed Suzhou. Da vi nåede frem til Hangzhou startede vi med at tage ud til West Lake, som var en stor, flot sø, hvor der ligesom i alle andre parker i Kina er kinesere, der hygger sig med kortspil, dans, sang og meget andet, så det er så hyggeligt at være der. Derudover kunne man tage nogle bådture i nogle longboats på floden, men vi valgte i stedet at leje nogle tandem-cykler, hvilket var virkelig sjovt! Pigerne fik en 4-mands og drengene tog en 2-mands og så gjaldt det ellers om at komme først over til templet på den anden side af søen. Vi nåede dog aldrig op til templet, for det tog forfærdelig lang tid at cykle på lortecyklerne, men turen var rigtig smuk og vi fik hilst på Gud og hver kineser. Vi gik en tur nede ved søen, hvor man kunne komme ud på en banke og gå og se solnedgangen. Da vi havde brugt næsten hele dagen ved søen valgte vi at betale en kineser for at køre os ud til nogle te-plantager, der lå et stykke derfra – det var ærgerligt, at det på det tidspunkt var blevet helt mørkt, så man ikke kunne se dem ordentligt og heller ikke længere kunne komme ind og se dem på helt klods hold, men det vi fik set så også ud til at være rigtig smukt og det duftede af grøn te langt væk. Derefter gik turen hjem igen efter endnu en dag, hvor vi var blevet helt brugt op, og hvor var vi trætte!  

Den 14. delte vi os også op – vi piger ville på et fake-marked og drengene ville ud og opdage flere dele af Shanghai. Om aftenen mødtes vi på hotellet og fulgtes ad hen til den høje TV&Radio-tårn, som skulle være næsten 500 meter højt. Vi købte derefter billetter til at komme op i det høje tårn til min nøje overvejelse, og trods min ekstreme højdeskræk kom jeg op i det høje tårn og fik endda bevæget mig helt ud til vinduerne for at tage et enkelt billede eller to. Da modet atter tog til sig af godterne gik vi 4 etager ned for at komme ud på en etage, hvor ALT var glas; sider, loft og selv gulv var glas og det tog noget tid og mange dybe indåndinger inden jeg kom derud, men jeg gjorde det – YES! Det var et kæmpe sus at stille sig ud på glasgulvet og stirre de 400 meter ned, det var virkelig uhyggeligt, men den enorme udsigt som alle glassiderne udgjorde var også helt fantastisk – næsten så fantastisk, at man helt glemte hvor højt oppe man var.

Den 15. skulle vi hjem Tianjin igen sent om aftenen, så vi havde endnu en hel dag til at få set de sidste ”must see”-ting i Shanghai. Nogle af os tog ned til Old Town endnu en gang, da det ikke lå så langt fra, hvor vi boede, og så havde vi hørt, at der skulle være et antik marked, som skulle være ret flot. Da vi kom derhen anede vi ikke, hvilken retning vi skulle gå, da der pludselig kommer en halvanden meter høj kinesisk, gammel mand, som spørger på rigtig fint engelsk, om han kan hjælpe os, da han er frivillig guide i området. Han hjælper os ned til det antikke marked, som vi aldrig havde fundet selv, og viste os en lille butik, hvor vi kunne få lavet stempler med vores kinesiske navne, så det skulle vi prøve! Mens vores stempler blev lavet satte vi os op og spiste noget frokost med ham i en lille restaurant med udsigt over de gamle kinesiske bygninger, det var rigtig fint. Derefter hentede vi vores stempler, sagde farvel til ”ma”, vores guide (som betyder hest på kinesisk), og så tog vi videre til Folkets Park, hvor vi mødte et meget overraskende syn! Der var opstillet paraplyer, staffelier, borde og bænke med lange lister med unge mennesker, hvor der var fremstillet deres højde, vægt m.m. og somme tider et billede af dem selv. Der havde hver familie så en lille bod, hvor man kunne ”matche” sin søn eller datter med andre kinesiske familiers børn og så gik forældre og bedsteforældre rundt og fandt ”mager” til deres børn, så de var sikre på, at de fandt en ordentlig mand/kone. Det var lidt surrealistisk at se, for det ligger så langt væk fra, hvad vi unge i vesten synes ville være ok! Ville jeg nogensinde have mine forældre eller bedsteforældre til at finde en mand til mig uden jeg selv havde noget at skulle have sagt? Nej tak! Derudover tog vi til Shanghai Museum, som var utrolig uinteressant, selvom det er beskrevet virkelig godt i diverse guidebøger. Derefter var dagen også ved at være gået, og turen skulle til at gå mod Tianjin igen, hvor vi landede natten til mandag.

Her er lidt billeder fra vores tur til Shanghai:  
























torsdag den 19. december 2013

December-logbog inden Shanghai

Kina-logbog december inden Shanghai

Den 29. November tog vi alle sammen til Beijing, hvor vi ville tilbringe weekenden. Vi tog af sted efter frokost om fredagen og endte på silkemarkedet lige så snart vi var landet i Beijing. Her tilbragte vi så en stor del af eftermiddagen og senere tog vi på en restaurant, der lå inde tæt på centrum. Det var en restaurant, der havde stået i guidebøgerne og som var kendt for at have en rigtig hyggelig gårdhave, hvor gæsterne sad samt serverede noget af den bedste Peking-and i Beijing samt andre Beijing-delikatesser. Da vi kom derhen (efter at have brugt lang tid på at finde det, da det lå dybt begravet inde i nogle hutonger) så vi de smukke blomster, der i guidebøgerne var beskrevet som ”smukke blomster, der blomstrer året rundt” – og det kan jeg godt forstå, for blomsterne var falske! Men udover det, var det en rigtig hyggelig restaurant og maden var rigtig god selvom det tog godt halvanden time at lave 3 Beijing-ænder. Efter det, var vi trætte efter en lang dag og det var meningen, vi ville have været på natmarked og smage ulækre dyr og sjove ting, som natmarkederne er kendt for, men det var blevet for sent og markedet var lukket, så vi aftalte, at vi ville besøge det søndag i stedet. I stedet tog vi hjem og sov, så vi kunne være klar til julefrokost på den danske ambassade dagen efter - maven skulle lades op til at kunne tage for sig af de længe savnede danske retter!

Den 30. November blev vi alle lidt splittede, for vi ville alle se noget forskelligt. Der var nogle, der tog på oplevelse i Beijing og andre tog på silkemarkedet. Elvira, Cecilie og jeg tog ud til et legetøjs- og kosmetikmarked, hvor de begge fik lavet øjenvipper og så fik vi købt en masse juleting. Herefter tog vi hjem og gjorde os klar til julefrokosten, vi skulle jo være fine i tøjet når selveste ambassadøren også var til stede! Der gik lidt stress i den, for som sædvanlig havde vi ikke undersøgt alt ned til mindste detalje og i stedet for de 5 minutter, vi havde troet at det ville tage at gå derhen, så tog det 3 kvarter med taxi! Og Beijing er ikke det nemmeste sted i verden at få en taxa, når man ikke er kineser og slet ikke få dem til at køre så langt… Men det endte med, at vi alle fik taxaer efter mindre kriser og skrål på hotellet, hvor vi fik nogle kinesere til at hjælpe os med at skaffe taxaer. Da vi trådte ind på Radisson Blu blev vi mødt af danske stemmer, danske menneskehøjder og gløgg! Selv de kinesiske ansatte havde lært nogle små fraser på dansk i dagens anledning. Vi minglede med alle danskerne, der både bestod af de ansatte på den danske ambassade samt andre tilfældige danskere fra Beijing og omegn, det var rigtig hyggeligt endeligt at snakke dansk med andre end os selv igen. Der blev også serveret brunkager – de kunne godt nok knække tænder, men det var brunkager. Vi blev sat ind i en stor sal med en masse runde borde – vi var omkring 250 mennesker til stede. Der blev sunget sang og holdt H. C. Andersen-quiz og så var der det, vi alle var kommet for – kæmpe dansk buffet med dansk mad som flæskesteg, kartofler, and, rugbrød, smør, laks, franskbrød, ris a la mande, snaps, Carlsberg osv. osv. – det var FANTASTISK! Vi kom alle bærende ind med bjerge af mad og hvor var det fantastisk! Der var også gratis alkohol, så der gik heller ikke længe, før der kom gang i den danske pop-musik og dansegulvet for den sags skyld. Vi blev helt til den bitre ende, hvor vi måtte sige farvel til høje danskere og dansk mad et stykke tid, indtil vi vender snuden mod Danmark igen.

Dagen efter var der nogle, der havde ondt i håret, men ellers tog vi på silkemarkedet og købte de sidste nødvendige ting J Da vi var færdige med at købe og prutte om priser og råbe på kinesisk, tog vi til Wangfujing natmarked, hvor drengene prøvede en masse klamt spise. Man kunne få biller, larver, græshopper, søstjerner, søheste, tusindben, øgler, fugleunger, edderkopper, skorpioner og meget mere og det var SÅ klamt! Mads og Páll prøvede en masse klamt, bl.a. skorpioner og edderkop – puha! Det skulle jeg ikke nyde noget af… Det var derudover et rigtig fint og hyggeligt marked på rigtig kinesisk vis. Da vi var færdige vendte vi snuden mod Tianjin igen.     

Derudover er der gået rigtig jul i den her i Tianjin! Den står på bamses julerejse hver aften og vi har pyntet studen rigtig fint med flag, julestjerner og –hjerter, et falsk juletræ, kalenderlys og juledug på vores lille stuebord. Vi har pakkekalendere hjemmefra og vi har sat fuld gang i nisselegene i huset – nogle af nisse-stregerne er gået lidt amok, men det er nu meget sjovt. Vi har også lavet dansk konfekt med marcipan, nougat og smeltet chokolade samt pandekager og en omgang risengrød, som Aleks havde grødris med til fra Danmark.

Derudover er der utrolig forurenet for tiden, også i Shanghai, hvor vi tager til i morgen tidlig -  det bliver så spændende, vi glæder os helt vildt og har fået mange gode råd af vores lærere og andre om, hvor vi skal tage hen! Men det har været så slemt, at man ikke kunne se mere end 3 meter frem og alle biler kørte med nødblink.

I morgen er det Chantals fødselsdag, men der tager vi til Shanghai, så vi skal ud og spise i aften i stedet for at fejre hendes fødselsdag, det bliver så hyggeligt! Derudover har min lillesøster fødselsdag i dag, den 11. December, og jeg ville gerne have været hjemme og fejre hende, men det måtte blive over Skype i stedet, så må hun have den krammer til gode til når jeg kommer til Danmark igen.

Her er der nogle billeder siden sidst: 











julefrokosten


Vi har sat nisselegene igång - her ses nisseudtræknigen


Bamses julerejse ses på "storskærm i stuen"



Der julehygges



Emils sidste aften inden turen gik tilbage til Sverige


Så smogget er der for tiden i Tianjin!


Pandekage-bagning








Madmarked i Beijing


Den hyggelige restaurant med de flotte blomster


Cecilie får lavet øjenvipper


Elvira på dværg-toilet



torsdag den 28. november 2013

Kina-logbog november


Kina-logbog november

Nu er der igen gået længe siden, jeg har fået jer opdateret, men det skyldes kun, at hverdagen stadig er over os, og alle de nye indtryk chokerer os mindre og mindre – vi har efterhånden vænnet os til kinesere og den kinesiske kultur sammen med de adskillige underlige vaner m.m., der hører med. Derudover er vi alle i fuld gang med at tage vores TESOL-certifikat, som er et lærer-certifikat/eksamen, man kan tage online, som også tager en del af vores tid!

Siden sidst har Mathilde haft fødselsdag (10. november), hvor vi bl.a. tog på Alibaba´s og drak en maaaaaasse tequila! Chantal og jeg fik rigtig kærligheden at føle senere på aftenen! John og Michael (de andre foreign teachers, som også var med os i Xi’an) var også med til at fejre hende. Det var en rigtig hyggelig og sjov aften og vi er efterhånden blevet stamkunder på Alibaba´s også.  

Nogle dage efter tog vi på antik-marked i Tianjin – den første dag, hvor vi ville prøve lykken derude, var der lukket, men vi fik at vide, at alt var åbent om torsdagen, og det var der, det skete – derfor tog vi derud om torsdagen, og der var minsandten gang i den! Der var uendelige mange kinesere der både købte og solgte nogle rigtig fine antikke og meget kinesiske ting. Det var en helt befrielse at se, at der stadig er nogle ting, der er bevaret, som er helt kinesiske og traditionelle, og som ikke nødvendigvis er kopier af kopier. Der kunne købes alt fra smykker til telefoner til postkort til mønter osv. osv. Sebastian fik købt en pibe og noget tobak, som senere på aftenen skulle luftes på Alibaba´s – selvfølgelig.

Den 19. November havde min kinesiske klasselærer i topclass 5 fødselsdag, og jeg havde en lille dansk gave med til hende – en pose te (dog købt i Kina) og en pose summerbird og et dansk flag – hun blev super glad for det, og overraskende nok kunne hun godt lide summerbird selvom det var med lakridssmag, det er kineserne sædvanligvis ikke så tossede med.

For lige at slutte min sidste dag som 18-årig af med et brag (eller en voksstribe) tog Chantal, Elvira, Cecilie og jeg ind til en indisk skønhedssalon, der tilbød voksbehandlinger – sådan én skulle man da prøve at have i Kina (så kunne den også krydses af på listen!). Det viste sig dog ikke at være helt så fint, som det er hjemme i Danmark – voksedamen fandt noget rigtig fin hvid chokolade-voks frem, der skulle være økologisk og det ene og det andet, men det virkede overhovedet ikke – hun rev og rev og da jeg havde ligget i smertehelvede en time uden ret meget resultat bad jeg hende gå over til hår-ætse-cremen, der åbenbart også var økologisk og naturlig og importeret fra Sri Lanka og så gik det hele lidt nemmere! Heldigvis fik jeg ikke allergisk reaktion på det eller noget, men nu er det prøvet – for første og sidste gang i Kina! Chantal var så sød at vente der med mig i de 3 timer det tog, og vi var fuldstændig udkørte da vi kom hjem.

Kl. 07.00 den 21. November blev jeg vækket af dansker-sang med fødselsdagsklang og masser af danske flag og smil. Helt omtumlet og træt sad jeg i min seng omgivet af søde mennesker, der ønskede mig tillykke med de 19. År. Jeg fik også gave og det bestod af en alt-mulig-stege-maskine, hvilken vi primært bruger til toast og pandekager, samt slikkepinde og en kage fra Starbucks – det var så lækkert og så sødt! Páll og Sebastian havde også været ude og købe en lidt mere speciel fødselsdagsgave i dagens anledning – en bunke døde fisk og nogle meget levende ål, som blev bosat i Lises og min håndvask meget tidligt om morgenen! Dem fik de heldigvis hurtigt fjernet igen efter hvin og skrål og manglende ilt.

I mine klasser blev jeg fejret – i min intermediateklasse havde en af drengene en fin amulet-ting med til mig og i min topclass havde min ene lærer et par super flippede kinesiske bukser med og den anden en lykke-amulet fra bjergene i Tianjin – det var så sødt, at de havde tænkt på mig. Om aftenen tog vi alle sammen på Knight – en italiensk restaurant, som serverer SÅ god en pizza! Desuden havde de andre fortalt tjeneren, at jeg havde fødselsdag, så jeg fik en helt speciel dessert med navn på og tilhørende fødselsdagssang og hygge – tjeneren kom også med shots til os alle og holdt en lille tale som tak for, at vi holdt min fødselsdag dér – SÅ sødt! Efter tog vi på Helen´s for lige at runde aftenen af – der blev også spillet fødselsdagssang og blev hygget.

Dagen efter skulle toasteren afprøves – det var såååå godt! Hvor har jeg dog savnet toast – og jeg var heldigvis ikke den eneste! Om aftenen var vi en tur på La Bamba, som hver fredag serverer drinks til en 5’er – det kan man jo slet ikke stå for når man er dansker i Kina J Derudover har vi været lidt på Culture street, badet Mettes hamstre (den ene er blevet skiftet ud pga. dødsfald) og meget på Alibaba´s og hygget. Derudover har Mathilde og jeg lavet pandekager på min nye maskine – det blev virkelig en succes blandt beboerne – det smagte næsten af Danmark og hjem. Desuden prøvede Sebastian og jeg at tage i Tianjin Eye, men den var under security check det næste stykke tid, så det må vi vente lidt med. Vi har også været i biografen og se den nye ”Hunger Games” – den var der delte meninger om blandt beboerne, men i det mindste var den på engelsk og jeg synes den var smadder god! Vi fandt inde ved den internationale biograf også en D-Mart, som har importerede varer – vi fandt bl.a. lillebror-ost, lurpak, haribo osv. Jeg har også været med Chantal til frisør, og selvom de ikke forstår et kvæk, så fungerede det rigtig fint og det blev rigtig flot – heldigvis! Man ved jo aldrig med de kinesere!

I dag har vi lavet Thanksgiving-show for børnene på skolen, hvor nogle af os spillede pilgrimme og andre indianere og så handlede det om, hvordan de to parter forende sig over et ”feast”, der var sange og børnene havde det sjovt med at se deres lærere opføre sig tossede, og så var der jo de obligatoriske gruppebilleder, der skulle tages efter showet med samtlige klasser!

I weekenden går turen til Beijing, hvor vi lørdag skal til julefrokost på den danske ambassade – det glæder vi os rigtig meget til! Desuden har Aleks fået visum til at komme tilbage til Kina og han lander så lørdag morgen – det bliver også dejligt at se ham igen!

Her er lidt billeder fra november: